Vi har simpelthen været på Hjørring Kro - sådan en rigtig kro, hvor man får god gammeldags og gedigen kromad, uden en masse dikkedarer. De har en elitesmiley, så det borgede for en vis standard - og vi blev ikke skuffede. Vi følte os velkomne og det passede os strålende, at være de eneste frokostgæster i den det af restauranten - den anden del var fyldt af noget kursusværk. Ved at komme imellem frokost og aften, undgik vi en masse stimlen sammen.

Vi gad godt noget velsmurt smørrebrød og igen, det var udmærket uden at være prangende - serveringen var venlig og smilende, og af den slags, der selv tilbyder at tage billeder af os, før hun kendte årsagen til vores besøg, ud over at vi var sultne altså.

Ole klarede forhindringerne med at komme ind i fin stil, der er rimeligt handicapvenligt. Han gik selv både ud og ind - og på det lille hus. Så er det ingen sag. Men det gik også kun, fordi der ikke var en masse folk omkring os, til at skubbe og mase - og forstyrre.

Tilbage i Sindal var vi svært tilpasse med vores lille hyggelige udflugt - som vi da kan.

Og nu kan jeg sagtens finde ud af at tage den pÃ¥ langs i sofaen ….

Den opmærksomme læser ser straks at jeg har min nye stribede trøje på - jeg elsker den, og kommer aldrig af den igen.

Dagen hvor vi har været gift i 30 år.

I dag, for 30 år siden, var vi ved at gøre os klar til at tage på Rådhuset, Ole med ringene i lommen og jeg med den fineste brudebuket over min gravide mave. Ups ja - ældste var med til brylluppet.

Vi fejrede dagen i vores store herskabslejlig midt i Aalborg, 5½ værelse og til ingen penge - der var snildt plads til 30 i vores spisestue og mine forældre betalte gildet, som man nu gjorde. Jeg var ikke i brudekjole, men i en smart buksedragt, jeg kunne bruge bagefter, og det gjorde jeg. Det var den skønneste ventetid …. og det blev den dejligste lille dreng!

Vi havde forestillet os, at 30 årsdagen skulle have været fejret med familie og gode venner. Men forholdene i Laksegade gør, at vi lige tager den med ro - vi nyder hinanden på en lille (stor) kro midt i Vendsyssel - mens solen skinner.

Men inden jeg nåede ud af døren, ringede de fra mellemste boenhed. De sidder på skadestuen, fordi det viser sig, at han også har skadet sit ben i faldet forleden. Pokkers osse, det er synd for ham! 

Vores dag fik en lidt tosset start, man kan ikke påstå at vi lever begivenhedsløst!

AC har været skidt hele weekenden, med en grim forkølelse og en slem hoste - og i morges, da hun grytidligt gik til bussen, for at komme på arbejde, fik hun et astmaanfald. Hun fik sig kæmpet hjem igen og smed sig på gulvet, hivende efter vejret.

Vi fik noget spray hældt indenbords, men uden den effekt, der gerne skulle komme hurtigt, sÃ¥ jeg ringede til vagtlægen, der kom efter 15 min. Jeg tror at jeg vil nøjes med at konkludere, at det ikke var den mest empatiske og grundige læge vi har mødt. Vi fik hold pÃ¥ anfaldet og pyt med ham, som vi siger ….

Og så gik jeg ud efter avisen.  - Og kom ind uden!  - Hvad jeg egentlig lavede derude, står hen i det uvisse, men det må vist kaldes et anfald af distraktion. Ud igen og denne gang lykkedes det. Kaffe og avis, og så godnat igen.

Jeg er en knold! Akkurat som knolden pÃ¥ koreakornellen. Den er bare pænere ……

Fødselsdag og bryllupsdag …..

- tilbringes i sleepmode! Med en umanerlig god bog, en god kop kaffe med et lille twist.

Lige så hyggeligt, dejligt og aktivt det var i går, lige så stor er behovet for at samle kræfter igen.

I morgen er det jo atter en dag - en bryllupsdag, der er 30 år gammel, for pokker da!

Ole er returneret til Sindal, ældste kørte med ham. Den har stået på køkkenskriverier og spisning hele dagen, og nu er vi trætte og mætte - meget - begge dele.

Men for pokker, hvor har det været en dejlig dag.

Idag er det Oles fødselsdag, hurra - hurra - hurra

Og solen skinner akkurat som den plejer, den 5. oktober …..

- som den gjorde den dag han blev født, på Amager, for 57 år siden, og som hans farmor skrev i fødselsdagskortet i alle årene efter. Som vi snakker om hvert eneste år - lige nu skinner solen fra en helt skyfri himmel.

Vi er uendelig taknemmelige over, at vi får lov til at fejre ham. Sammen med solen og familien.

Det er da mageløst.

Det her er ikke vores dag.

For lidt siden ringede mellemste og fortalte, at han har brækket håndleddet, fordi han var gledet i en hunds efterladenskaber - indendøre!

Det var synd! 

BÃ¥de at hunden hmmm’ede indendøre, og at han ikke opdagede det før det var for sent ……

Vi glæder os til i morgen, så vi kan puste på det.

Forleden gik AC og jeg og sukkede efter Oles karryret med hele svineriet - det har sikkert været synkront med Ole, for det ville han gerne have til aften.

Nu er måltidet nydt og behørigt rost - dvs. AC kan ikke smage en snus, så det var synd, derfor er det godt at vi levnede og at resten gemmes til hun genvinder sanserne.

Nu sidder vi i stuen og nyder kaffe og et lille stykke godt chokolade, mens der der underlige koncept Sandhedens time, løber over skærmen på TV 3. Det bliver aldrig mit favoritprogram. Tænk, at udsætte sig selv for spot og spe for ussel mammon.